Hvem er vi.?

Jeg hedder Yvonne og er 45år, min mand hedder Allan er 49, sammen har vi 3 piger, Henriette på 28, Connie på 26 og Michella på 23.

Vi lærte hinanden at kende i 1983, Allan var kammerat med min storebror og vi skulle hjem til min brors fødselsdag og allan kom så ind til kbh for at hente os og det var kærlighed ved første blik.Vi tilbragte resten af dagen sammen og det endte med at jeg blev hos min bror og overnattede.

Den dag blev jeg gravid med vores første datter.

I Oktober 83 valgte vi at flytte til Samsø sammen med mine svigerforældre og i December 1983 kom vores datter så til verden.

Men vores lykke blev kort, for 1 uge efter nytår, blev hun haste indlagt på Samsø sygehus og derefter fløjet til Århus amtssygehus, hvor de fandt ud af at hun havde menigithis, baterier i kroppen og nyresvigt, det var hårdt, at se ens barn ligge i en kuvøse og kæmpe for livet og hun var daheller ikke mere end lige blevet døbt, da hendes hjerte gik i stå, men der var endygig læge som fik det i gang igen og så løb vi ellers over på intensivafd, hvorhun blev lagt i respirator og så kunne vi ikke gøre andet end at vente på, at der skete lidt fremgang.
Da hun havde ligget der i ca 14 dage, fik vi afvide af lægerne, at hvis hendes nyrer ikke snart begyndte at virke, så kunne de ikke gøre mere for vores datter og gudskelov i 11 time, tissede hun lidt og siden begyndte det at gå fremad.
Hun lå på sygehuset i 1 mdr, så det var en stor dag, da vi kunne få hende hjem, hun fik medicin for ikke at få epilepsi , allerede den gang blev vores kærlighed sat på en stor prøve og vi bestod den, ved at holde sammen trods modgang, jeg havde ikke regnet med at skulle igennem en anden test senere.
I Juni 85 kom vores anden datter så til verden og efter hvad vi havde gennemgået , blev vi ekstra forsigtige med hende, men ikke mere end at det ikke berøte hende så meget.

I Juni 86 blev vi så gift i Besser kirke på Samsø,det var en rigtig dejlig sommerdag og solen skinnede og vi havde  en dejlig fest, da vi skulle derfra, blev vi hentet af en prærievogn, som kørte os ned til en campingplads i Ballen, der skulle vi så tilbringe vores bryllupsnat og det var rigtig romantisk.

Januar 87 besluttede vi os så til at flytte fra Samsø, så vi fik lov til at bo hos Allans tante i valby indtil at vi fik vores egen bolig, det fik vi så i Tåstrupsgård og der boede vi så indtil 88.

I 88 flyttede vi så ind i en helt ny lejlighed i Hundige, vi var glad for endelig at få lidt mere plads, men vi havde ikke regnet med at vores lykkekun blev kort.

I November 88 blev Allan pludselig dårlig, han havde haft nogle strenge og hårde dage som flyttemand og Lørdag d.21.11.88 havde mine svigerforældre været til  spisning og allan sagde at han havde hovedpine, så han ville lægge sig lidt, pigerne var da kun 3 og 5 år, så deres farmor og farfar tog dem med hjem, så allan kunne få lidt ro.Allan lagde sig så på sofaen og jeg vaskede op, pludselig lød der et bump inde fra stuen, jeg skyndte mig ind i stuen for at se hvad det var, det var allan som var faldet halvt ud af sofaen og jeg hjalp ham så op igen og han sagde at han bare havde fået et lille ildebefindene og han havde det fint, det var sidste gang i lang tid jeg talte med ham.
Senere på aftenen begyndte han at sige mærkelige lyde og ligge på en meget underlig måde,så jeg valgte at ringe til vagtlægen, jeg fortalte sekretæren hvordan allan var og hun lovede at sende lægen snart.
Der skulle går et par timer før lægen dukkede op, han undersøgt allan og spurgte om forskellige ting, til sidste sagde han, at allan skulle påsygehuset og han skulle ringe efter en ambulance, da jeg ikke havde nogen tlf, gik han ned i sin bil og tilkaldte en ambulance, jeg gik derefter hen til mine svigerfporældre for at få dem det at kikke efter børnene, min svigermor var da allerede oppe og hun kunne høre ambulancen komme med fuld udrykning på, så hun gik med hen til os, hun nåede lige at snakke med vagtlægen og fik afvide, at lægen mente at der var sprunget et blodkar i hjernen(en hjernebødning) , men han var ikke sikker, så kørte vi ellers imod Hvidovrehospital i fuld udrykning og undervejs beroligede falckredderen mig med at det nok skulle gå, for der havde været flere som havde overlevet en blødning.

Da vi ankom til sygehuset blev allan scannet og ganske rigtig, så havde han fået en hjerneblødning på 185 ml og de kunne ikke sige noget om, om han ville overleve, så vi tog 1 time ad gangen.

Allerede sammen dag, blev jeg spurgt om allan måtte blive organdonor,hvis han ikke ville overleve , det var et virkelig svært spørgsmål og jeg måtte da også sige, at det kunne jeg ikke tage stilling til på nuværende tidspunkt.De kunne ikke operere ham, for trykket var så stort, at allans hoved ville sprænge, hvis de operede nu, så han skulle lægges i coma, for at trykket kunne aftage lidt.

I december 88 var trykket aftaget så meget , at de mente de kunne operere allan, men vi skulle vide, at hvis det begyndte at bløde under operationen, så kunne ikke redde ham.

Den dag allan blev opereret var jeg hjemme og det var nok jordens længste dag for mig, for jeg vidste ikke om jeg havde en mand eller jeg blev enke, men gudskelov ringede de og sagde at operationen var godt overstået og allan havde det efter omstændighederne godt.

Efter opeationen gik det langsomt fremad og mellem jul og nytår 1988 , fandt jeg ud af at jeg var gravid med vores 3 barn, det var lidt af et chock, at få afvide , at jeg var gravid, men jeg var ikke i tvivl om at jeg ville beholde barnet, trods min mand blev handicappet.

Nytårsaften 88 var allan så hjemme på besøg første gang, vi havde ellers fået sat i udsigt, at der ville gå mindst 1 år før han kunne komme på besøg og mindst 2 år, før han kunne komme hjem, men jeg pressede på, at han skulle hjem på besøg og jeg fik opbakning af mine svigerforældre,min svigermor var på det tidspunkt hjemmehjælper, så vi var godt rustet til at hjælpe ham hjemme.
Det gik også fint og efter der ville vi så prøve at have ham hjemme og overnatte, det var de ikke meget for, men til sidst gav de sig og  jeg og min svigermor, skulle så lige lære den rgtige flytteteknik, så vi hverken skadede os eller allan.
Det blev så til at allan skulle hjem om lørdagen og tilbage om søndagen og det gik super godt.
Efter der blev det så til, at allan kunne komme hjem hver weekend og senere blev det så til, at han kunne være hjemme og overnatte og skulle være på sygehuset om dagen, men desværre boede vi i en lejlighed, der lå på 1 sal, så allan måtte bæres ned hver morgen og bæres op hver aften, det var ikke så godt, så vi fik tilbudt en anden lejlighed, der lå i stueplan, det var virkelig dejligt, for nu kunne vi så gå ture uden at der var nogen der skulle hjælpe ham.

I juli 89 fødte jeg så vores 3 og sidste barn, allan var med i ambulancen med kørestol og det hele, min svigermor kom så ud på sygehuset senere og var  med til fødslen, da der var flere fødsler i gangsamtidig og kun 1 jordemor, sagde vi tilhende, at hun bare kunne hjælpe de andre fødene,for jeg skulle føde for 3 gang og min svigermor havde jo været med til min første fødsel, det var en hård fødsel, for det var 1 mdr for tidligt, så kroppen var ikke parat til fødsel, så jeg måtte sættes i gang med drop, men endelig kl 19.46 kom vores 3 pige så til verden, allan klippede navlestrengen over som han havde gjordt ved de2 andre,men hun var lidt lille kun 2760 g og 47 lang, men hun rak vejret fint selv.
Kl 23.00 var jeg hjemme igen, for jeg kunne jo ikke ligge på sygehuset, når jeg havde 2 små børn hjemme og en handicappet mand.


Så var en lille familie på 5 og nu skulle vi så til at få en hverdag til at fungere, jeg holdt meget på, at pigerne ikke skulle hæmmes af, at deres far sad i kørestol, så vi levede et så normalt liv som muligt, vi købte en campingvogn og tog på en masse ture.

Vi boede så i Hundige indtil 2005, der tog vi så springet og flyttede til Oue i Nordjylland, der boede vi så i 1 år, så havde vi fået nok og flyttede til et dejligt bondehus på lolland, her bor vi så stadig og 2 af vores børn bor her så også, de er nu så store, at de bor sammen med deres kærester og har et godt lliv sammen med dem.

Vi har stadig et godt famillie sammen hold og pigerne ringer op til flere gange daglig, for at høre hvordan vi har det og de er flinke til at komme på besøg.

I dag kan jeg slet ikke se hvordan jeg havde kunne klare, at opfostre 3 børn og samtidig have en handicappet mand, men jeg har klaret det, så man har nok en fighter i sig når det gælder.

Dette var så i store træk lidt om os og vores børn, du er velkommen til at skrive hvis der er noget du vil spørge om.